Stor succes i Kina for BYD
BYD oplever i øjeblikket stor succes på det kinesiske hjemmemarked. Det betyder at introduktionen af BYD biler, herunder BYDs innovative hybrid- og elbiler, på det danske marked nu forventes at finde sted i 2011.
Det kinesiske bilmarked overhalede i 1. halvår 2009 for første gang USA og blev det største bilmarked i verden. BYD er samtidig det bilmærke på det kinesiske marked, som har oplevet den største vækst i perioden, nemlig hele 176% ift. 1. halvår 2008. BYD forventer at sælge 400.000 biler i 2009 og introducerer 5 nye modeller alene i 2. halvår 2009.
BYD udvider sin produktionskapacitet kraftigt i de kommende år, bl.a. er man senest gået i gang med en ny fabrik i Xi'an i Kina med en årlig produktionskapacitet på 400.000 biler.
Anders Hansen, adm. direktør i Nic. Christiansen Holding A/S, som er den danske importør af BYD, udtaler: Vi ville naturligvis gerne have introduceret BYDs spændende bilprogram, ikke mindst de innovative hybrid- og elbiler, i Danmark snarest muligt, men vi glæder os først og fremmest over BYDs succes i Kina og de mange nye modeller, som BYD bringer på markedet de kommende år. Det betyder at vi med et bredt modelprogram, som passer godt til det danske marked, vil stå stærkt i 2011.
BYD introducerede i december 2008 F3DM modellen, som var den første masseproducerede plug-in hybrid bil i verden. Derudover lancerer BYD i de kommende måneder bl.a. modellen e6, som er en ren elbil med en rækkevidde på op til 400 km.
Strategien for introduktion af BYD biler på det danske marked indebærer ikke deltagelse med biler til COP15 Klimatopmødet i København til december. Derimod vil BYD udstille sit program af hybrid- og elbiler på Geneve Motor Show i marts 2010.
|