Godkendt: Nic. Christiansen Gruppen køber majoriteten af Skorstensgaard

Bilkoncernen Nic. Christiansen Gruppen fra Kolding har nu fået konkurrencemyndighedernes godkendelse af købet af værkstedskæden Skorstensgaard.

Dermed bliver Skorstensgaard – og selskabets 22 innovative værksteder – altså en del af Nic. Christiansen Gruppen. Og det er til stor tilfredshed for Nic. Christiansen Gruppens CEO, Niels Vrist Bertelsen, som er begejstret over de mange muligheder, som tilføjelsen af Skorstensgaard giver. 

”Vi er rigtig glade for, at handlen nu endelig er godkendt. Nu kan vi komme i gang med det, der hele tiden har været vores plan med opkøbet af Skorstensgaard: At spille hinanden gode og udnytte, at Nic. Christiansen Gruppen nu dækker hele værdikæden på det danske marked - og samtidig opnå en endnu større tilstedeværelse på tværs af landkortet,” siger Niels Vrist Bertelsen og fortsætter:

”I en bilbranche, der er præget af store forandringer, konsolideringer og opkøb, er det vores klare overbevisning, at tilføjelsen af Skorstensgaard er en markant styrkelse af Nic. Christiansen Gruppen. Det er helt i tråd med vores strategiske fokus på at skabe vækst og udvide vores forretning. Nu glæder vi os til at tage hul på arbejdet med at integrere Skorstensgaard i koncernen.”

Kører videre under navnet ’Skorstensgaard’

Nic. Christiansen Gruppen køber sig ind som hovedaktionær i Skorstensgaard, mens brødrene Anders og Martin Skorstensgaard, der stiftede kæden i 2009, beholder en minoritetsejerandel. Anders og Martin Skorstensgaard fortsætter som henholdsvis CEO og COO for værkstedskæden, som beholder navnet Skorstensgaard, og de to stiftere glæder sig til det nye kapitel, der nu venter.

”Vi kunne ikke forestille os et bedre match. Nic. Christiansen Gruppens vision og engagement for kvalitet og kundeservice er meget lig vores. De har en stærk finansiel position og et dygtigt ledelsesteam, der fokuserer på vækst og innovation. Det glæder vi os over, at vi er blevet en del af. Nu tager vi arbejdshandskerne på og lægger en fælles strategi. Vi ser frem til, at Skorstensgaard får nye forretningsmuligheder og flere lokationer på landkortet,” siger Anders Skorstensgaard, mens Martin Skorstensgaard supplerer:

”Mens konkurrencemyndighederne har arbejdet med godkendelsen, har vi finpudset og optimeret vores værksteds- og franchisekoncept yderligere. Skorstensgaard har nu det hidtil stærkeste vækstfundament med en NPS score på hele 70. Vi glæder os, og vi er klar til det fremtidige vækstsamarbejde med Nic. Christiansen Gruppen,” siger Martin Skorstensgaard.

Tilføjelsen af Skorstensgaard sker i et år, hvor Nic. Christiansen Gruppen har oprustet kraftigt. Koncernen har således også købt den tyske BMW-forhandlerkæde May & Olde samt den danske Toyota-forhandlerkæde ERA BILER.

 

For yderligere informationer:

Niels Vrist Bertelsen, CEO

Tlf.: 60 37 51 26

Nic. Christiansen Gruppen

  • Nic. Christiansen Gruppen er en af landets største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
  • Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Hyundai, BYD, Land Rover og Jaguar. Herudover ejer koncernen de fire bilkæder Bayern AutoGroup, May & Olde (syv BMW-forhandlere i Slesvig-Holsten), Terminalen og British MotorGroup samt leasing- og finansieringsselskabet NCG Finans.
  • Nic. Christiansen Gruppen har mere end 1.000 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Nordeuropa og Baltikum.

Skorstensgaard

  • Skorstensgaard er en fri (uautoriseret) værkstedskæde med 22 værksteder rundt om i Danmark, som sammenlagt beskæftiger 229 medarbejdere.
  • Kæden blev grundlagt af brødrene Anders Skorstensgaard (CEO) og Martin Skorstensgaard (COO) tilbage i 2009 og har hovedkontor i Kolding.
  • I 2014 blev Skorstensgaard nomineret til Entrepreneur of the Year af Ernst & Young (EY) samt kåret til Gazelle-virksomhed af Børsen.