Nic. Christiansen Gruppen vil overtage importen af Ford i Danmark

Nic. Christiansen Gruppen A/S og Ford Motor Company har underskrevet en ’non-binding memorandum of understanding' om at lade den danske koncern overtage importen af det le-gendariske amerikanske brand.

Den Kolding-baserede bilkoncern Nic. Christiansen Gruppen og Ford Motor Company har således begge ambitioner om at lukke en endelig aftale i anden halvdel af 2024. Intentionen er, at Nic. Christiansen Gruppen skal stå for at importere og distribuere Ford i Danmark.

For Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen, er Ford et perfekt match for koncernen, der har importeret biler til Danmark i mere end fem årtier.

”Vi er meget glade for, at Ford Motor Company ønsker at indgå en aftale med Nic. Christiansen Gruppen. Ford har været aktiv i Danmark i mere end 100 år og har en unik historie som et af verdens største bilbrands. Ford er notorisk også blandt de mest solgte bilmærker i Danmark – både indenfor personbiler og erhvervsbiler,” siger Niels Vrist Bertelsen.

Kompetent og erfaren importør

Jon Williams, general manager i Ford Blue, Ford Motor Company Europe, udtaler om aftalen:

”Nic. Christiansen Gruppen er en meget erfaren importør på det danske marked, og vi er overbeviste om, at de vil skabe de rigtige rammer for Fords fremtidige udvikling og succes i Danmark,” siger Jon Williams.

Ford Motor Company og Nic. Christiansen Gruppen har arbejdet på en rammeaftale, som nu er faldet på plads. Niels Vrist Bertelsen understreger, at Ford passer perfekt ind i koncernens portefølje, og ligeledes giver Nic. Christiansen Gruppen en ny dimension indenfor erhvervsbiler.

”Ford er i gang med en omstilling til elektriske biler, og vi er overbeviste om, at kombinationen af Fords stærke produkter og vores markedskendskab vil fastholde og udbygge danskernes store begejstring for Ford. På grund af Fords solide position på markedet for erhvervsbiler kommer Ford til at spille en central rolle i elektrificeringen af denne del af markedet. Det er et meget spændende perspektiv,” siger Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen.

Ford har været et fast indslag blandt de mest solgte biler i Danmark og er på tværs af kloden et af de mest kendte og populære bilmærker. I 2022 solgte Ford 7.810 personbiler og 6.562 varebiler i Danmark, hvilket gjorde Ford til det fjerdemest sælgende brand på dansk grund. 

Nic. Christiansen Gruppen forventer, at overtagelsen af importen af Ford sker i anden halvdel af 2024.

For yderligere informationer:

Nic. Christiansen Gruppen:

Niels Vrist Bertelsen, CEO

Tlf.: +45 60 37 51 26

Nic. Christiansen Gruppen

  • Nic. Christiansen Gruppen er en af landets største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
  • Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Hyundai, Honda, BYD, Land Rover og Jaguar. Herudover ejer koncernen de fire bilkæder Bayern AutoGroup, May & Olde (syv BMW-forhandlere i Slesvig-Holsten), Terminalen og British MotorGroup samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Finans.
  • Christiansen Gruppen har mere end 1.000 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Finland og Baltikum.
  • Nic Christiansen Gruppen er derudover ved at få godkendt et spændende opkøb af konkurrencemyndighederne i form af Toyota-forhandlerkæden ERA Biler.