Nic. Christiansen Gruppen leverede et tilfredsstillende resultat i turbulent 2025

Trods et uforudsigeligt og turbulent bilmarked leverede Nic. Christiansen Gruppen et tilfredsstillende resultat i 2025. Året markerer samtidig afslutningen på koncernens transformation fra en bred nordisk importorienteret forretning til en mere sammenhængende og kundenær forretning med fokus på Danmark og Nordtyskland.

Nic. Christiansen Gruppen leverede en omsætning på 12 mia. kroner i 2025, mens resultatet af den ordinære drift endte på 212 mio. kroner.

På grund af forventninger om et fortsat udfordret eftermarked i 2026 er der foretaget en ekstraordinær nedskrivning af goodwill i værkstedskæden Skorstensgaard på 30 mio. kroner, hvilket gør, at det samlede resultat lander på 151,6 mio. kroner før skat. Normaliseret for denne nedskrivning ville det samlede resultat før skat lande på 181,6 mio. kr. mod forventet 178 mio. kr.

Den finansielle position er fortsat solid med en egenkapital på 1,2 mia. kroner og en soliditetsgrad på 36,7 pct.

2025 har været kendetegnet ved solid performance i de store forretninger Ford, Hyundai, Bayern AutoGroup og NCG Importer Finance. Samtidig er der foretaget væsentlige investeringer i introduktionen af nye elbilmærker, integrationen af forhandleraktiviteter i Tyskland samt en strategisk omstilling af forhandlerstrukturen og udviklingen af et nyt brugtbilskoncept.

”Resultatet rammer vores forventninger og er tilfredsstillende set i lyset af det turbulente marked og de store prisfald på elbiler i 2025. Samtidig er vi meget tilfredse med at have eksekveret på vores strategi, og med 2025 er vi i mål med en strategifase med fokus på opkøb. Vi har over de seneste år omdannet vores virksomhed fra spredte aktiviteter i Norden til en forretning fokuseret på Danmark og Nordtyskland. Vi er nu kommet tættere på kunderne i hele værdikæden – fra import til salg, leasing, værksteder og brugtvognsmarked,” siger Niels Vrist Bertelsen, adm. direktør i Nic. Christiansen Gruppen.

I 2025 blev Ford integreret i den danske forretning, så koncernen nu står for import og distribution af både person- og varebiler fra Ford i Danmark, mens den tyske BMW-forhandler STADAC er blevet en del af den nordtyske forretning.

Nic. Christiansen Gruppen har i løbet af året desuden indgået aftale om opkøb af Sondrup Bilcenter og Autohuset Vestergaard, hvoraf den sidste stadig afventer myndighedernes godkendelse.

Fokus i den kommende periode

Selvom resultatet for 2025 lander på det forventede niveau, så vidner året også om, at der stadig er en række planlagte synergigevinster fra opkøb, der skal hentes.

”Vi er vokset meget på kort tid, og i den kommende periode retter vi derfor vores fokus mod at få alle dele af koncernen til at spille optimalt sammen, så vi får løftet indtjeningen i de enheder, der endnu ikke leverer tilfredsstillende resultater. Det kræver prioriteringer, og vi vil løbende vurdere, hvor vi kan skabe varig værdi, og hvor vi ikke kan,” siger Niels Vrist Bertelsen.

I løbet af de sidste fem år har Nic. Christiansen Gruppen fordoblet antallet af medarbejdere, mens omsætningen er vokset med 4,8 mia. kroner. De tal vil vokse yderligere efter den forventede myndighedsgodkendelse af opkøbet af Autohuset Vestergaard, der i dag har 17 filialer og ca. 900 medarbejdere.

I 2026 forventer Nic. Christiansen Gruppen en omsætning på ca. 15 mia. kroner og et resultat før skat på 160 – 180 mio. kroner før effekter af nye tilkøb. Med opkøbet af Autohuset Vestergaard vil Nic. Christiansen Gruppen beskæftige omkring 2.500 medarbejdere.

”Med udgangspunkt i de strategiske investeringer, der er foretaget over de senere år, en robust balance og en organisation med bredere kompetencer end tidligere har Nic. Christiansen Gruppen aldrig stået stærkere. Vi har fået en langt mere sammenhængende forretning med flere brands og med personbiler, varebiler og på sigt nu også lastbiler. Det giver os et robust forretningsgrundlag i en turbulent tid for branchen,” siger Niels Vrist Bertelsen.

Læs hele årsrapporten her

Om Nic. Christiansen Gruppen

Nic. Christiansen Gruppen er en af Danmarks største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.

Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Ford, Hyundai, BYD, Omoda og Jaecoo, Land Rover og Jaguar, NIO og firefly. Herudover ejer koncernen de fem bilkæder Bayern AutoGroup, May & Olde (12 BMW-forhandlere i Nordtyskland), Terminalen, ERA BILER og British MotorGroup samt værkstedskæden Skorstensgaard og leasing- og finansieringsselskabet NCG Importer Finance.

Nic. Christiansen Gruppen har mere end 1.600 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark og Tyskland.