Danske Nic. Christiansen Gruppen køber den nordtyske BMW-forhandlerkæde May & Olde

Nic. Christiansen Gruppen træder for første gang ind på det tyske marked. Samtidig overdrages koncernens svenske Hyundai-aktiviteter til Hyundai Motor Europe.

Nic. Christiansen Gruppen A/S, et af Danmarks største bilfirmaer, køber den tyske kæde May & Olde, som er førende forhandler af bilmærkerne BMW, Mini og Alpina i Slesvig-Holsten.

Dermed fortsætter Nic. Christiansen Gruppen sit fokus på at udvide forretningen. Opkøbet betyder, at koncernen nu kommer til at råde over syv BMW-salgssteder i Nordtyskland og får dermed mulighed for at udbygge og konsolidere det tætte samarbejde med BMW.

Niels Vrist Bertelsen, der er administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen, er stolt af at træde ind på det tyske marked med May & Olde som brohoved.

”May & Olde er en meget veldrevet og respekteret forretning, som vi er enormt imponeret af. Derfor er vi begejstrede over at gøre kæden til en del af Nic. Christiansen Gruppen. Der er et perfekt match mellem værdier og forretningsprincipper, og jeg er overbevist om, at vores tyske aktiviteter bliver en stor gevinst for vores koncern,” siger Niels Vrist Bertelsen.

”Samtidig er opkøbet et naturligt skridt for Nic. Christiansen Gruppen. Vi har et strategisk fokus på at udvide vores forretning, og derfor er vi hele tiden på udkig efter de rigtige opkøbsmuligheder i både ind- og udland. Og det er vi ikke i tvivl om, at vi har identificeret med May & Olde.”

May & Olde er blandt Tysklands 100 største forhandlerkæder. Under Nic. Christiansen Gruppens ejerskab vil kæden, der beskæftiger 240 medarbejdere, drives videre under navnet May & Olde med samme ledergruppe som hidtil.

May & Oldes administrerende direktør, Christian Rönsch, er begejstret for handlen, som falder helt i tråd med den europæiske forhandlerkonsolidering, der finder sted i øjeblikket. En konsolidering, der styrker kædens stærke position i Nordtyskland.

”Det har været vigtigt for os at finde en god partner med en lignende virksomhedskultur, som vi kan fortsætte succesen med i fremtiden. Og det har vi gjort med Nic. Christiansen Gruppen, der ligesom vi er en familievirksomhed med en høj faglighed og med mennesket i fokus,” siger Christian Rönsch.

Entre i Tyskland og overdragelse i Sverige

Nic. Christiansen Gruppen har stor erfaring med at operere på udenlandske markeder, men med opkøbet af May & Olde er det første gang i koncernens 56-årige historie, at man gør sin entré i Tyskland.

”Vi har et internationalt udsyn, og det gør det helt naturligt for os at gå ind på det tyske marked, som selvfølgelig er rigtig interessant for alle i branchen. Så udover at May & Olde fra dag et kommer til at bidrage positivt til vores forretning, så kan vores tilstedeværelse på det tyske marked på sigt åbne for flere attraktive muligheder for Nic. Christiansen Gruppen,” siger Niels Vrist Bertelsen.

Samtidig med det tyske opkøb overdrager Nic. Christiansen Gruppen sine svenske Hyundai-aktiviteter til Hyundai Motor Europe. Den danske koncern har importeret Hyundai til det svenske marked siden 2018, og overdragelsen skyldes et skift i Hyundai Motor Europes strategiske fokus.

”Vi har været meget glade for samarbejdet. Vi er virkelig lykkedes på det svenske marked, som har efterspurgt langt flere biler, end vi har kunnet skaffe. Vi overtog en importforretning, som var udfordret, og vi kan i dag overdrage en meget veldrevet forretning i en vældig god forfatning. Det er vi stolte af, og vi ønsker Hyundai i Sverige held og lykke fremadrettet,” siger Nic. Christiansen Gruppens CEO, Niels Vrist Bertelsen. Han understreger, at koncernens tætte samarbejde med Hyundai fortsætter på det danske marked. Nic. Christiansen Gruppens opkøb af tyske May & Olde afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse. Hos Nic. Christiansen Gruppen understreger Niels Vrist Bertelsen, at han ikke forventer, at der bliver problemer med at få den nødvendige godkendelse.

Baggrund

Nic. Christiansen Gruppen:

  • Christiansen Gruppen er en af landets største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
  • Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag blandt andet for den danske import af Hyundai, Honda, BYD, Land Rover og Jaguar. Herudover ejer koncernen de tre bilkæder Bayern AutoGroup, Terminalen og British MotorGroup samt leasing- og finansieringsselskabet NCG Finans.
  • Christiansen Gruppen har mere end 800 ansatte, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Baltikum.

May & Olde:

  • May & Olde blev grundlagt i 2001 af Michael May og Hans-Otto Olde og er med syv lokationer og 240 ansatte i dag en af ​​de 100 største forhandlerkæder i Tyskland.
  • Kæden forhandler bilmærkerne BMW, Mini og Alpina og har butikker i Halstenbek, Elmshorn, Quickborn, Kaltenkirchen, Itzehoe, Heide og Rendsborg i Nordtyskland.

For yderligere informationer

Nic. Christiansen Gruppen

Niels Vrist Bertelsen, CEO

Tlf.: +45 60 37 51 26

 

May & Olde:

Christian Rönsch, CEO

Tlf.: +49 0173 62 90 400

[email protected]