Terminalen overtager aktiviteterne i Autonorden A/S

Terminalen overtager i efteråret 2022 alle aktiviteterne i Autonorden A/S.

Efter længere tids dialog mellem parterne er der nu underskrevet en aftale, som betyder, at forhandlerkæden Terminalen i efteråret 2022 overtager aktiviteterne i Autonorden A/S, så snart Konkurrencestyrelsen har godkendt handlen.

Autonorden er autoriseret forhandler af Nissan, Fiat og Maxus og hører hjemme på Amager, hvorfra der sælges nye og brugte biler, udføres autoriseret service samt laves pladearbejde. Virksomheden beskæftiger aktuelt ca. 32 medarbejdere.

Terminalen har truffet aftale med den nuværende ejer af Autonorden – Kasper M. Norden – om at fortsætte i rollen som filialdirektør hos Terminalen Amager efter overtagelsen. Forretningen bliver den syvende filial af Terminalen A/S, der blev stiftet af Nic. Christiansen Gruppen i år 2000.

”Vi er utrolig glade for at byde velkommen til endnu en forretning i Terminalen. Autonorden A/S er en veldrevet virksomhed med dygtig ledelse og kompetente medarbejdere, som vi ser frem til at gøre til en del af vores koncern. Placeringen på Amager er af stor betydning for vores strategiske fokus på metropolområderne i Danmark, hvor vi, såfremt mulighederne byder sig for yderligere konsolidering, er åbne for at øge vores tilstedeværelse,” udtaler Mads Iversen, administrerende direktør for Terminalen A/S.

”I et marked med stigende konkurrence fra store spillere er jeg glad for at kunne fremtidssikre min virksomhed ved at lade den – og mig selv – træde ind i Nic. Christiansen Gruppen. Mine medarbejdere og jeg glæder os til at blive en del af familien,” udtaler Kasper M. Norden, ejer af Autonorden A/S og kommende filialdirektør for Terminalen Amager.

Sammensætningen af brands i Terminalen Amager overvejes i forbindelse med overtagelsen, men indledningsvist tilføres Hyundai.

Med tilgangen af Terminalen Amager øger Nic. Christiansen Gruppen sin tilstedeværelse i hovedstadsområdet. Opkøbet er en del af koncernens metropolstrategi, som skal øge koncernens tilstedeværelse omkring de større byer i de nordiske markeder.

For yderligere information, kontakt Mads Iversen på tlf. 2463 0950.