NCG bygger nyt domicil i Kolding
14. november 2021
Snart er det slut med den ikoniske bygning på Sjællandsvej 1 - bygningen der har rummet Nic. Christiansen Gruppens hovedkontor siden 1976. Den gamle bygning skal rives ned, og på den anden side venter et flot, nyt domicil bygget efter moderne standarder for miljøcertificeringer, arbejdsmiljø og forretningsmuligheder. Her skal de cirka 150 medarbejdere, der i dag er fordelt på Sjællandsvej og Korsvej i Kolding, samles.
Bygningen kommer blandt andet til at rumme et atrium og et showroom, så koncernen både kan arrangere mere intern uddannelse og vise spændende produkter frem for kunder og samarbejdspartnere.
I dag har Nic. Christiansen Gruppen kun bebygget 40 procent af grunden, men koncernen planlægger bebygge næsten dobbelt så meget. CEO Niels Vrist Bertelsen udtaler til Jyske Vestkysten:
”Vores nye byggeri skal være et inspirerende kontormiljø, hvor der både skal være plads og rum til fordybelse, med moderne mødelokaler der matcher den digitale omstilling. Det sker selvfølgelig i sammenhæng med, at vi er mere åbne for lidt mere hjemmearbejde, som vi så fungerede fint under coronanedlukningen.”
Medarbejderne i Kolding vil blive inddraget i selve indretningen af bygningen sammen med både koncernledelsen, ejerne og de arkitekter, der er valgt til at tegne bygningen.