Nic. Christiansen Gruppen opruster: Køber erfaren Toyota-forhandler
Med købet af ERA BILER opruster Nic. Christiansen Gruppen, et af Danmarks største bilfirmaer, sit Toyota-setup. ERA BILER er en erfaren Toyota-forhandlerkæde, som har tre afdelinger på Sjælland - placeret i Hillerød, Helsinge og Frederikssund.
Opkøbet glæder Nic. Christiansen Gruppens administrerende direktør, Niels Vrist Bertelsen, der forklarer, at det sker som en del af en strategisk satsning.
”I Nic. Christiansen Gruppen har vi et strategisk fokus på vækst, og her spiller opkøb en meget vigtig rolle. Vi er overbeviste om, at vi kigger ind i en fremtid med færre og større aktører i bilbranchen. Derfor er opkøbet af ERA BILER et helt naturligt træk for vores koncern,” siger han og fortsætter:
”ERA BILER er en bundsolid og meget veldrevet forretning med en omsætning på cirka 500 mio. kr. og mere end 100 dygtige og motiverede medarbejdere, som kommer til at bidrage positivt til Nic. Christiansen Gruppen fra dag et. Vi glæder os samtidig over at styrke vores Toyota-aktiviteter,” siger Niels Vrist Bertelsen.
Hos ERA BILER er ejer og nuværende direktør, Jacob Johannessen, glad for at se, at virksomheden kører videre under Nic. Christiansen Gruppens ejerskab. Samtidig kommer Jacob Johannessen selv til fortsat at spille en central rolle i kæden, da han fortsætter som direktør og dermed får ansvaret for driften.
”Vi er begejstrede for, at ERA BILER fortsætter som en del af Nic. Christiansen Gruppen. Koncernen er også kendetegnet ved en familieejet virksomhed med et stærkt værdisæt og et stort fokus på at give en sublim kundeoplevelse, og det passer perfekt med de dyder, vi har – og altid har haft – i vores virksomhed,” siger han og tilføjer:
”Da jeg fik muligheden for at blive ombord, var jeg ikke et sekund i tvivl. Det er en stor anerkendelse fra Nic. Christiansen Gruppen. Nu ser jeg frem til at arbejde videre med at gøre ERA BILER til den bedste Toyota-forhandler i Danmark,” siger Jacob Johannessen.
Nic. Christiansen Gruppens opkøb af ERA BILER kommer i kølvandet på, at koncernen tidligere i denne uge meddelte, at man har købt den tyske BMW-forhandlerkæde May & Olde. Og Niels Vrist Bertelsen understreger, at koncernen på ingen måde er færdig med at ekspandere.
”Vi er altid på udkig efter interessante muligheder i markedet i både ind- og udland. Samtidig har vi i Nic. Christiansen Gruppen en historisk stærk egenkapital, så vi har økonomien til at slå til, hvis vi ser det rigtige match for vores koncern. Derfor har vi også en klar forventning om, at der snart vil ske yderligere opkøb,” siger Niels Vrist Bertelsen.
Nic. Christiansen Gruppens køb af ERA BILER er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Niels Vrist Bertelsen forventer ikke, at det bliver et problem.
For yderligere informationer
Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen
Tlf.: 60 37 51 26
Baggrund
Nic. Christiansen Gruppen
- Nic. Christiansen Gruppen er en af landets største bilkoncerner, der siden grundlæggelsen i 1967 har arbejdet med bilimport og -detailsalg samt finansiering og leasing af biler.
- Den familieejede koncern har hovedsæde i Kolding og står i dag for den danske import af Hyundai, Honda, BYD, Land Rover og Jaguar. Herudover ejer koncernen de tre bilkæder Bayern AutoGroup, Terminalen og British MotorGroup samt leasing- og finansieringsselskabet NCG Finans.
- Nic. Christiansen Gruppen beskæftiger mere end 800 mennesker, der er fordelt over koncernens aktiviteter i Danmark, i Norge, Sverige, Finland og Baltikum.
ERA BILER
- ERA BILER er fra 1984, og det blev stiftet af Erik Johannessen. Siden 1995 har Jacob Johannessen været en del af virksomheden. Han overtog det fulde driftsansvar i 2012 samt købte de sidste 10% af ejerskabet i 2019.
- ERA BILER har forhandlet Toyota siden 1984 og været Iveco-forhandler siden 2008.
- Virksomheden beskæftiger i dag omkring 100 medarbejdere, sælger omkring 2.500 biler med en omsætning omkring den halve milliard og har tre bilhuse på Sjælland – de er placeret i Helsinge, Hillerød og Frederikssund.